Lysinstallation kom på glatis

torsdag 22 feb 18
|

Foto: Wavescape og Marcin Serdeczny

Copenhagen Light Festival: Wavescape Light Experiment på Knasten i Havnegade – frem til 2. marts 2018
Støttet af Innovationsnetværket DANSK LYS

Fire unge lyskandidater har kastet sig ud i et modigt projekt med lys, vand og lyd, med lysinstallationen Wavescape Light Experience, som publikum kan opleve under Copenhagen Light Festival. Det er første gang de fire deltager i en lysfestival, og de er gået all in: Der skulle være noget for øjet, ørerne og sanserne i det hele taget. Publikum skulle opleve at interagere og se deres egen virkning på værket – alene eller sammen med andre. Men hvad når det blæser voldsomt, og vandet i installationen fryser til is ..?

”Ambitiøst”, var kommentaren fra en erfaren lysdesigner, der så udkast til værket. For Wavescape spiller på mange elementer og bygger langt fra på én enkelt idé som mange af de øvrige værker under lysfestivalen. Det er et komplekst sanseunivers gruppen har forsøgt at bygge op. Og det har vist sig ikke at være en nem opgave at få alle elementer til at spille sammen under de danske vejrforhold. 

Wavescape tager form Copenhagen Light Festival

”Da vi begyndte opbygningen af værket, var der en uge med stærk blæst – og det blæser en hel del på området, Knasten, der ligger helt ud til vandet i Havnegade. Vores sejl blafrede, larmede og generede naboerne, der klagede. I den kraftige blæst endte sejlene med at gå i stykker, så vi måtte finde et andet materiale og en anden komposition end først planlagt. For at afinstallere de første sejl måtte vi bevæge os 6 meter op i hård blæst, det var grænseoverskridende i sig selv!," fortæller Simon Panduro fra gruppen bag lysinstallationen. 

6 meter oppe og Wavescape bliver til på Copenhagen Light Festival

Is er et problem, fordi værket bygger på samspillet mellem lys, vand og lyd. Vand reflekterer lys på værkets ikoniske kerne og på sejlet over. Så uden bevægelse i vandet ingen interaktiv respons. ”Det er jo nærmest komisk, at vi har holdt så mange møder og talt med så mange folk – og vi alligevel har overset at forholde os til den mulighed, at vandet i vores installation ville fryse til is, når vi rundede februar”, siger Simon.

Wavescape Light Experiment photo by Marcin Serdeczny

Men de holdt skansen på Knasten, Kasia,  Lucrezia, Simon og Christian, selv om det blæste voldsomt og vandet frøs til is i deres lysinstallation. Problemet med isen blev løst, og nu kan publikum afspille musik i værkets ikoniske kerne. Musik, der forplanter sig til en lille fond af vand, hvor lys reflekterer bevægelserne fra lyden og omsætter dem til billeder i kuben og på værkets sejl. 

”Work in progress kan man sige, for det værk publikum møder i dag, er ikke det værk, vi åbnede med. Vi har løbende bygget videre på installationen og taget imod mulighederne for at lære nyt, erfare og udvikle os med vores værk." 

Wavescape Light Experiment Photo by Marcin Serdeczny

Læs om Wavescape Light Experiment på facebook
Læs om Copenhagen Light Festival 

Wavescape Light Experinece er støttet af Innovationsnetværket DANSK LYS i anledningen af Copenhagen Light Festival 2. februar til 2. marts 2018.

http://www.dansklys.dk/nyheder/nyhed?id=9DE2C284-08A3-488A-9BE3-E16442C7862B
19 JUNI 2018